Foto: Steen Larsen
Ved at have flere partnere på en gang kan man opnå en større grad af frihed. Men man kan også blive så fri, at man flyder uden forankring og fordybelse. Friheden var, hvad der tiltræk mig, da jeg begyndte med tre mænd.
Jeg meget interesseret i at høre, hvordan andre levede med flere partnere. Derfor læste jeg flere bøger om emnet og talte med folk. Der er især to bøger på dansk, som gjorde indtryk på mig. Den ene er skrevet af Anja Lysholm og den hedder ”Hvem er du utro?”
Anjas bog viste mig, at det ikke er mængden af partnere, som afgør, om du er utro. Du er først og fremmest utro overfor dig selv, hvis du lever et i dine standarder middelmådigt liv.
Den indsigt brugte jeg til at give den gas overfor mine tre mænd. Jeg begyndte at stille en række krav af to grunde: Jeg ville udfordre mig selv til at være så krævende som muligt, det lå nemlig ikke naturligt til mig. Og så var det da også interessant at se, hvor langt de ville gå.
At udfordre mænd på denne måde hjalp mig til at finde mine egne grænser og til at træde ud af komfortzonen. Jeg udfordrede dem både intellektuelt, fysisk og seksuelt. Det lærte de og jeg en del af. Det var ikke altid nemme eller behagelige indsigter, fordi jeg skulle acceptere nogle sider af mig selv, jeg ikke var så stolt af. Jeg så fx mig selv om en selvstændig kvinde, der kunne stå selv. Det er jeg, men når jeg fik den tredje afvisning på et initiativ, jeg tog, skulle jeg tage nogle dybe indåndinger for at stå fast.
Jeg fandt også ud af, at der var et par områder, hvor jeg ikke havde lyst til at udfordre mændene. Jeg følte mig simpelthen ikke tryg ved det. Lige netop der begyndte tryghed at fremstå som et positivt begreb for mig. Det havde det ellers ikke gjort tidligere. Der så jeg mest tryghed, som noget man gemte sig bag ved.
Brugte du ikke mændene? Har flere spurgt mig. Jo, det gjorde jeg. Men de havde jo friheden til at gå, når de ikke ville være med længere. Og det gjorde flere af dem. Nogle gange var det helt fint, at en mand gik, andre gange blev jeg ked af det. Men jeg erfarede også, at man kan komme sig over at blive ked af det. Jeg synes mange mennesker giver op for hurtigt. To-tre dårlige oplevelser med kærligheden og så er man overbevist om, at det aldrig går. Det får man jo ret i, så længe man ikke prøver at blive klogere. Især omkring sig selv.
Den anden bog jeg læste gjorde mig klogere på mig selv. Det var Sara Skaarups bog ”Kærlighedskontrakten”. Den handler om, hvordan man kan leve i et åbent forhold, hvor man har mere end en partner. Jeg tænkte, at jeg nok kunne lære noget af Sara, som selv har levet sådan i en del år. Men da jeg havde læst cirka en tredjedel af bogen, kylede jeg den hen i et hjørne. Den provokerede mig simpelthen så meget. Og hvorfor gjorde den det?
Fordi den fik mig til at indse, at grunden til, at jeg ikke havde haft et dybt og hengivende forhold til en mand, var, at jeg ikke turde. Nu fandt jeg ud af, at jeg stod derude og at det var mig selv, jeg skulle forenes med. Jeg skulle turde hengive mig til ét menneske, frem for at fortsætte i mit oplevelsestog med tre mænd, hvor jeg kunne stå af, når jeg ville og sætte dem af, når jeg ville.
Et stykke tid gik jeg rundt om den erkendelse om mig selv og min angst for at hengive mig, men da den først var landet i mig, kunne jeg ikke slippe den igen. Jeg sagde derefter pænt farvel til de tre mænd og begyndte at overveje, hvad jeg skulle gøre for at nærme mig denne længsel efter hengivelse.
Så selvom jeg troede det var friheden, jeg var ville have, brugte jeg mere tre mænd modellen til at øve mig i at tage kontrollen, når jeg var sammen med en mand og med flere mænd, der havde forskellige roller. Da jeg var blevet bedre til det, fik jeg øje på, at næste skridt for mig var, at slippe kontrollen og finde modet til at opsøge den hengivelse, som både skræmte og tiltrak mig.
